På Forlev Friskole betragter vi den løbende evaluering af alle skolens væsentlige undervisnings-, pædagogiske og sociale aktiviteter som en naturlig forudsætning for skolens fortsatte udvikling frem mod opfyldelsen af både de faglige, sociale og personlige mål, vi har sat for vores elever til sikring af en alsidig personlig udvikling.
   En evaluering af den enkelte elevs faglige, sociale og personlige udvikling er en vigtig forudsætning for at kunne tilrettelægge og gennemføre undervisningsaktiviteter og pædagogiske og sociale aktiviteter, der rummer udfordringer til alle elever. I dette arbejde er en vis systematik nødvendig for at fastholde og følge denne evaluering op i planlægningen af undervisning og øvrige pædagogiske og sociale aktiviteter.
 
Hvad?
Forældrene foretager ved afslutningen af et skoleforløb (efter 9. kl.) en evaluering af skolens generelle undervisningsvirksomhed. Resultater kan ses her på
Der foretages ved afslutningen af et undervisningsforløb evaluering af:
        Undervisningsforløb indenfor alle fag på alle klassetrin
        Tværfaglige forløb (v-fag, p-fag og h-fag)
        Obligatoriske projektopgaver (praktisk teoretisk opgave) i 7.-9. kl.
        Fordybelsesdage og emneuger
        Overnatninger, lejrture og andre klassearrangementer
        Særligt tilrettelagte undervisningsdage (motionsdag, høstfest, trivselsdag etc.)
        Arrangementer ud over normal undervisningstid (julefest, elevrådsfest, skolefest etc.)
 
Hvordan?
Evaluering gennemfører vi på mange forskellige måder afhængigt af hvilket område der evalueres:
        Undervisningsforløb og elevernes udbytte heraf evalueres ved:
      Vurdering af undervisningsforløb og udbyttet deraf i fagteams
      Elevsamtaler med klasselæreren
      Brug af porteføljemappe, hvor eleverne i samarbejde med læreren løbende indsamler udvalgte selvproducerede opgaver
      Ét årligt forældremøde
      To årlige skole-hjemsamtaler på alle klassetrin med deltagelse af flere faglærere. Det forventes, at eleverne deltager i forældresamtalerne fra 4. kl. Samtalerne forberedes af såvel lærere som elever og forældre ved forudgående udfyldelse af samtalebøger. Heri nedskrives ligeledes indgåede aftaler for hver enkelt elev
      Standardiserede diagnosticerende prøver i læsning, stavning og matematik på udvalgte klassetrin til og med 6. skoleår. Som minimum testes i læsning og stavning i slutningen af 2., 4. og 6. kl. og i matematik i slutningen af 3. og 6. kl.
      Folkeskolens Afgangsprøve efter 9. kl., afgivelse af standpunktskarakterer i 7., 8. og 9. kl. samt afholdelse af skriftlige terminsprøver i dansk, engelsk og matematik i 8. og 9. kl.
        Obligatoriske projektopgaver (PT-opgaver) evalueres af mindst 2 faglærere både mundtligt og gennem individuelle skriftlige udtalelser og karakterer.
        Fordybelsesdage og emneuger evalueres på fælles lærermøder og føres til referat.
        Overnatninger, lejrture, forældremøder og andre arrangementer evalueres i det ansvarlige klasseteam.
        Særligt tilrettelagte undervisningsdage evalueres på fælles lærermøder og føres til referat.
        Arrangementer ud over normal undervisningstid evalueres på fælles lærermøder og føres til referat.
 
Hvis der viser sig problemer:
Fagligt
Hvis evalueringer af flere undervisningsforløb og elevernes udbytte deraf har afsløret alvorlige indlæringsmæssige vanskeligheder hos nogle elever, tages problemet op til drøftelse på et af de jævnlige klasseteammøder, som afholdes igennem skoleåret. Her kan det besluttes at nedsætte et ad hoc-udvalg bestående af skolens leder, klassens faglærere og skolens specialundervisningslærere, som herefter vurderer, hvorvidt eleven evt. skal tildeles specialundervisningstimer i en kortere eller længere periode eller om problemerne evt. kan afhjælpes ved ændringer eller særlige aftaler mht. den normale undervisning. Elevens forældre inddrages i beslutningen, evt. ved indkaldelse til et møde.
   På ad hoc-udvalgsmødet kan det desuden besluttes, om elevens faglige vanskeligheder er af en sådan art, at disse skal kortlægges yderligere via indstilling til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Slagelse Kommune. En indstilling til PPR foregår på et dertil indrettet indstillingsskema, som elevens forældre skal tilbydes indsigt i.
   Skolen har jævnfør den gældende tilskudslovgivning pligt til af egne midler at yde specialundervisning svarende til 0,9 lektion pr. årselev på skolen (ca.18 lektioner). Behov for specialundervisning ud over dette kan skolen søge tilskud til via SPS-enheden under SU-styrelsen. Støtte til elever med fysiske handicaps kan der ligeledes søges tilskud til via SPS-enheden.
   I januar-februar måned foretages en årlig evaluering af specialundervisningens effekt via testning med standardiserede diagnosticerende prøver i læsning, stavning og matematik. Testningen foretages af skolens specialundervisningslærere.
   I tilfælde af elevers fortsatte massive indlæringsvanskeligheder vurderer ad hoc-udvalget, om skolen fortsat vil være i stand at tilbyde disse elever et tilfredsstillende undervisningstilbud eller om forældrene skal henvises til at søge alternative undervisningstilbud. I disse tilfælde benyttes PPR altid som rådgivende instans.
 
Personligt
Evalueringer af elevernes personlige og sociale udvikling er en implementeret del af den daglige undervisning. Derudover indgår evalueringen mere formelt ved elev- og skole-hjemsamtaler. Det betyder, at der handles i det øjeblik, vi oplever en ændret adfærd hos eleven. Klasseteamet drøfter og vurderer problemstillingen. Et ad hoc-udvalg bestående af skoleleder, klasselærer og evt. faglærere nedsættes om nødvendigt. Her laves en handleplan for det videre forløb til løsning af problemstillingen. Information til de involverede parter gives løbende og gensidigt til elevens bedste. Om nødvendigt rettes der henvendelse til PPR i form af en bekymringssag eller foretages indstilling med henblik på etablering af et samtaleforløb med en psykolog tilknyttet PPR.
   Det er af væsentlig betydning, at hjemmet også er opmærksomt på ændret adfærd hos barnet og påtager sig forpligtelsen til at underrette skolen. Vi lægger stor vægt på en åben, ærlig og tillidsfuld dialog med såvel elev som forældre, da elevernes trivsel er en væsentlig forudsætning for at kunne nå de faglige, sociale og personlige mål, vi har sat for elevernes alsidige personlige udvikling.